Beretning om Hendrik Kempe
Født 1750-1756 – død 1. september 1790.
Adresse: Lydinge Mølle i Fjellebro Gods.
Viet før 1779 med Maren Hansdatter.
Lydinge Mølle i dag.
Hendrik kan udmærket også have haft et almindeligt -sennavn, så at Kempe kun er et såkaldt tilnavn.
Oplysningerne stammer fra Ullerslev sogns kirkebog, da datteren døde i 1847.
Krarup sogns kirkebog begynder først i juli 1784, så datteren Louise er antagelig født i begyndelsen af 1784. Oplysninger vedrørende børnenes navne og alder haves fra folketællingen i 1787.
Hendrik Kempe er nævnt i folketællingen i 1787 som værende 37 år, og altså født ca. 1750. Men ved sin begravelse i 1790 er han nævnt som 34 år og født ca. 1756. Hans rigtige alder, og hvor han kommer fra, står hen i det uvisse, for da han begraves, nævnes der i kirkebogen, at det skete “uden Jords Paakastelse som Catolich”.
Han må komme fra en anden landsdel eller fra udlandet, da der ingen katolske menigheder findes på Fyn den gang.
Navnet staves KEMPE, KIEMPE og KÆMPE.
Han var fæster af Lydinge Mølle i Krarup sogn, som ejedes af Fjellebro gods.
Dette gods’ fæsteprotokoller er ikke bevarede, men fra svigerfaderens skifte vides, at han overtager (får fæste) møllen inden 12. oktober 1779.
Det var en mølle, som var i en meget dårlig stand, da han overtog den, og det lykkedes ikke for ham at bringe den på fode, som man siger.
Dette fremgår af godsets skifteprotokol, hvor hans skifte påbegyndes 2. oktober 1790, men først sluttes 2. april 1791.
Alt i hans bo vurderes til en sum af 212 rigsdaler, 1 mark og 9 skilling men indbringer, da det sælges på en offentlig auktion, lidt over 252 rigsdaler.
Gælden opgøres til over 406 rigsdaler og består bl.a. af gamle skatter, og den meget slette tilstand alle bygningerne var i. Imidlertid frasiger godset sig næsten alle krav i boet, så enken (Maren Hansdatter ca. 40 år) kun skal betale den “rene” gæld til div. personer. Gælden beløber sig til lidt mere end 227 rigsdaler. Så da skifteomkostningerne er fratrukket, bliver der til arv kun 1 mark og 4 skilling.
l skiftet er der også nævnt, at enkens mor, Marie Sørensdatter, endnu var i live, og at hun havde krav på aftægt af de fremtidige fæstere af møllen.
Godset må have haft brug for møllen og indset, at den simpelthen var totalt nedslidt, for ca. 1790 opføres en vandmølle og i 1850 en vindmølle. Disse hedder stadig Lydinge Møller.
De ligger lidt nord for Nyborg-Fåborg landevejen (Hovedvej 8) ved byen Krarup.
Indsamlet af Jutta Olsen.