Beretning om August
Født 23. april 1822 – død 1896
Adresse: Lamdrup
Viet: Ullerslev Kirke i 1854 til Andreasine Marentine Andersdatter f. 1824
Børn: Ludvig Andreas Holmberg f. 1855,
Carl Ferdinand Holmberg f. 1857,
Vilhelm Emil Holmberg f. 1860,
Henriette Lovise Holmberg født og død i 1864.
1864 var et skæbneår for August. I februar fik han og Andreasine en datter, men hun levede kun til den 15. april samme år.
Augusts kone døde også i april, nemlig den 26. april. Det fortælles (af Ella), at Ferdinand blev fundet liggende hos sin døde moder. Den første søn Ludvig Andreas Holmberg var født d. 2. august 1855 og døde 8 et halvt år gammel den 23. juni 1864. Altså 2 måneder efter moderens død. Dermed havde August mistet kone og 2 børn inden for et halvt år.
Den tredje søn var Vilhelm Emil Holmberg, født 10. april 1860. Han var altså 4 år da moderen døde og blev sat i pleje hos Jørgen Christiansen og Maren Madsdatter i Kullerup. Han døde 12. januar 1872, 12 år gammel.
August fik siden en husholderske. Det kan være den Rasmine Larsen, som nævnes ved folketællingen i 1880.
Det fortælles, at hun solgte fisk fra en trillebør til indbyggerne inde i Nyborg. Det kan naturligvis være Augusts fangst, der er distribueret på denne måde, men det er også en mulighed, at Rasmine Larsen var fiskehandler. I så fald må hun have løst næringsbrev.
Det ligger imidlertid fast, at hun flytter ind i aftægtsdelen af Bag Sølyst, da denne blev opført ca. 1880, idet det er fortalt (af Ella), at husholdersken havde en ”særlig evne” til at tabe vandspandens reb i brønden.
Den anden søn var Carl Ferdinand, der som den eneste blev voksen og førte slægten videre.
Det er ikke fortalt i familien, at August skulle have været væver. Det fortælles (af Ove), at han havde tilnavnet ”Københavneren”. Det er kendt, at de unge vævere var vidt berejste, og at denne måde at indsamle erfaring inden for faget var almindelig. Her kan forklaringen ligge på en sammenhæng mellem erhverv og tilnavn. Allerede i begyndelsen af 1800-årene var vævningen industrialiseret i udlandet og i tiårene som fulgte, opstod der også store dampvæverier i Danmark. Dette kan have tvunget August til at skifte erhverv.
Af Hans Ove Holmberg
2013: Vi har fundet August i lægdsrullen i København, så familien har boet i København fra ca. 1824. Deraf navnet “Københavneren”.
Han står som nyfødt i lægdsrullen i Frørup, og her kaldes han ikke Holmberg men Henriksen til efternavn.
2015: Ved at følge August i lægdsrullen har vi nu fundet ud af at:
Forældrene blev skilt i København, og han boede hos moderen og sin lillesøster, Ane Amarita, til sit 14. år (måske – han mangler på et tidspunkt i lægdsrullen). Efter konfirmationen i Trinitatis Kirke tager fattigvæsenet sig af ham. Han bor i “Frelserens Arbeidshuus”, men i 1839 bliver han sendt til Skive i farverlære! (deraf tilnavnet væver, se ovenfor) Det tager 7 år, og herefter rejser han “på sin profession” – altså på valsen – men kun i Danmark – sikkert på grund af krigen. Almindelig værnepligt blev indført i Danmark som et resultat af stavnsbåndets ophævelse, men stadig kun for landbefolkningen. I købstæderne blev værnepligt først indført i 1848, hvor også det særlige danske lodtrækningssystem blev indført, og i hele landet ved lov af 12. februar 1849. August trak frilod, står der i lægdsrullen. I 1848 er han i Slagelse.
I 1849 dukker han op i Nyborg, og i 1854 bliver han gift i Kullerup med en vævers datter.
Mona