Beretning om Carl Ferdinand Holmberg
Født 8. november 1858 – død 5. oktober 1936
af Hans Ove Holmberg
Som søn af en fisker har Augusts søn Ferdinand efter sin konfirmation næppe haft andre erhvervsvalg end at arbejde på søen eller i landbruget. I disse år (ca. 1870) havde småskibsfarten sin storhedstid. I alle de danske søkøbstæder opstod der flåder af jagter og skonnerter og der var brug for mandskab. Ferdinand valgte at stå til søs og sejlede i sine unge år i Nordeuropæisk og Baltisk fart (dette sidste er min egen konklusion idet sønnesønnen (Ove) under sin første hyre, som førte ham til La Plato i Sydamerika, skrev hjem til Ferdinand: ”Nu er jeg kommet længere sydpå end du nogensinde har været” (underforstået, syd for Gibraltar)
Hvor omfattende Ferdinands karriere til søs har været vides ikke. Hertil behøves hans søfartsbog, mønstringsblanketter o. lign. Det er ikke utænkeligt, at den del af disse findes. Der er en formodning om, at Ferdinand har gjort tjeneste i marinen. (Senere tilføjet af Mona: Det ses i lægdsrullen, at han ikke har gjort militærtjenenste. Han blev kasseret p.g.a. så få tænder, at han ikke kunne tygge føde normalt.)
I vintermånederne var småskibsfarten indstillet og søfolkene var afmønstret. Det var almindeligt, at anvende ledighedsperioden til at pilke torsk. Disse samler sig i jan.-feb. for at gyde og denne periode blev anset for at være højsæson for netop dette fiskeri. Med en far som fisker er det rimeligt at antage, at Ferdinand har taget del heri. Efter sin sidste sæson som sømand bandt han 24 sildegarn, med hvilke han begyndt som fuldstidsfisker. Hvornår dette skete vides ikke. Imidlertid er Ferdinands 40 års jubilæum offentliggjort i Familiejournalen. Jeg havde i 1978 lejlighed til at gennemgå årg. 1924-27, men fandt intet. De gamle årgange udgør et meget omfattende materiale. Hvis bekendtgørelsen skal findes, var det værd først at undersøge, om der skulle findes en fortegnelse over de offentliggjorte mærkedage, eks. hos Aller eller i Dansk Folkemindesamling.
Det fortælles (af Ella), at Ferdinand lod Bag Sølyst opføre i 1880 for 1200 kr. på en grund lejet af Nyborg Kommune. I Nyborg Jordebog fra 1888 er det anført, at der på Holmen (områdets betegnelse) er opført tre fiskerhuse. Som omtalt i første afsnit, blev der i husets vestlige del indrettet en aftægtsbolig til faderen (August) og dennes hushjælp. Som bekræftelse herpå fandt jeg under istandsættelse af et af rummene sidste år spor af et muret komfur med tilhørende røgkanal.
Under et besøg på Landsarkivet i Odense i 1993 erfarende jeg, at Ferdinand købte grunden til huset i år 1900 i forbindelse med en udstykning af området.
Hvordan var Ferdinand som person?
Jeg har fået fortalt (af Ove) at han efter datidens forhold var høj. 178 cm. Hans ansigt var koparret og derfor dækket af et mørkt fuldskæg. Skal jeg tro farmor (Ella) var Ferdinand en gal fanden! Jeg har imidlertid grund til at formode, at denne udtalelse alene betegner forholdet mellem Ella og svigerfaderen, hvilket vil fremgå af det følgende:
En dag i foråret 1967 fulgte jeg en kammerat, som havde et ærinde hos kromanden i en haveforening nord for Nyborg. På kroen blev jeg præsenteret for en ældre brobetjent (betegnelse for en havnearbejder ved DSB’s færgelejer), som blev kaldt ”Store Gogge” (George Danielsen) Han var en meget stor og meget venlig mand. Da han hørte mit navn, sagde han overrasket: ”Jeg har kendt din farfar, og jeg har arbejdet for din oldefar.”! Vi blev inviteret på besøg i hans kolonihave, hvor han viste os en båd, som han netop havde købt. Han kom atter ind på, at han havde arbejdet for Ferdinand og jeg spurgte forsigtigt: ”Er det rigtigt, at han var sådan en gal mand?” Store Gogge kiggede ned på mig med tydelig forbavselse og udbrød spontant: ”Næ, det var han da ikke”! og jeg fandt det upassende at spørge om mere.
I 1971 fik jeg arbejde på J.P. Larsens Smede- og Maskinfabrik på havnen i Nyborg. J.P. junior havde gået på Nyborg Realskole sammen med min farbror (Leif). J.P. junior havde få år forinden startet sin virksomhed sammen med sin far, som i et par menneskealdre havde drevet en beslagsmedie i Nyborgs centrum. Efter et halvt år i smedien blev jeg overflyttet til maskinværkstedet. Dette blev ledet at J.P.’s noget ældre broder Charles Larsen. Han var en lille venlig mand med en noget sær fremtoning og en meget erfaren og dygtig håndværker, som jeg kendte i forvejen (han havde fremstillet en spilkop til vores båd – vi udvidede vores ålefiskeri på det tidspunkt) Da jeg trådte ind i Charles’ værksted blev jeg mødt med ordene: ”Jeg har arbejdet for både dig, din far, din farfar og din oldefar, og ingen af jer har nogensinde snydt mig!” Samme aften spurgte jeg min far (Ove), hvad han dog havde ment med det? og fik som svar: ”Vi havde altid betalt vores regninger til tiden, men det har nogle gange været svært”.
Under mit besøg på Landsarkivet bemærkede jeg, at der gennem tiden er blevet optaget og aflyst et større antal pantebreve. Tilsyneladende har Ferdinand anvendt sin ejendom som en slags kassekredit til udjævning af gode og dårlige tider for fiskeriet.
Det er fortalt (af Ella), at da Ferdinand for første gang fik udbetalt sin aldersrente modtag han 5 kr. Herover blev han så fortørnet, at han gik op til kommunekassereren og smak en femkroneseddel på skranken med ordene: Hvis det skulle forestille at være en aldersrente, så skulle han ikke have nogen! Herefter sagde kommunekassereren venligt til Ferdinand, at der lige var lagt 20 kr. på i dyrtid. Det fik ham til hurtigt at tage sin femmer igen. 25 kroner ville han dog ikke sige nej til.
Det er fortalt (af Ove), at Ferdinand efter at han var blevet alene (1929) af en eller anden grund var blevet indlagt på Nyborg Sygehus. Dagen efter kom Ella, Andreasine, Marie og Laura (døtre og svigerdøtre) for at besøge ham. De blev mødt med ordene: Nå, der er De mine damer – må jeg så få mit tøj (med tryk på så). Derefter klædte han sig på og gik hjem!
I vinteren 1895 blev en fisker og en skomager taget i færd med at stange ål på isen i ”åen” (et afsnit af Nyborg inderfjord, som var blevet til indsø efter anlæg af en vejdæmning) Dette afstedkom en retssag mellem Baroniet Holckenhavn og byens fiskere, som skulle afklare om området var ferskt eller salt og dermed hvem fiskeretten tilhørte. Ferdinand var aktiv i denne sag. Han sejlede den hyrede landsretssagfører op i bunden af fjordafsnittet, hvor han skulle se om vandet var salt eller ferskt. Sagføreren tog en slurk fjordvand af et medbragt krus. Det kom hurtigere ud en det var kommet ind med udbruddet: ”Fy for satan!” – Fiskerne vandt sagen. Denne blev offentlig tilgængelig i 1978. Ferdinand er trods sit engagement ikke nævnt i domsudskriftet.
Der eksisterer to dokumenter skrevet af Ferdinand. På tinglysningskontoret i Nyborg har jeg i 1993 set en håndskrevet tilladelse givet til naboen Kristoffer Jørgensen om isætning af et vestvendt vindue i et redskabsskur. Samme sted så jeg en håndskrevet erklæring, hvori Ferdinand erklærer, at han ejer samme nabos ejendom!? I disse skrifter er der givet tilstrækkeligt, dersom nogen engang skulle finde på at lave en grafologisk undersøgelse.
Om Ferdinands kone Iversine fortælles, at hun var godheden selv. Hun var lille og spinkel. Deres børn slægtede hende på, og de fik ikke faderens robusthed. Deres ældste datter Anna synes at have haft nogle problemer. Hendes førstefødte Karl-Johan Lindblom voksede op hos Ferdinand og Iversine og kom siden til landbruget.
Efterskrift:
I et sammendrag af gamle artikler ses det, at der var folketælling i 1855 og 1860 (Nyborg Avis’ gamle årgange 1934, (bind 1-3) Redaktør Niels Egebjerg.
Den nævnte Knudshovedvej gik som navnet siger hele vejen fra Nyborg til Knudshoved og var en landevej. Området var meget sparsomt bebygget. Da Kystvej første blev oprettet i 1900 og Bag Sølyst endnu senere, er det en mulighed, at Ferdinands hus på Holmen har haft adressen Knudshovedvej 32.
Et rygte fortalte, at Ferdinand også var Islandsfarer. Det virkede utroværdigt og blev derfor udeladt. Efter samtale med Nyborgs ældste fisker, den 88-årige Louis Jensen fra Revsøre, synes der at være grundlag for at tage rygtet alvorligt. Hans oplysninger stemmer overens med skriftlige kilder; jeg videregiver derfor historien.
Alle oplysninger, som jeg har indsamlet, er givet i 2. eller 3. led, hvilket bør haves i erindring, og nogen egentlig dokumentation eksisterer endnu ikke.
Det er allerede fortalt, at Ferdinand efter en årrække i småskibsfarten slog sig ned som sildefisker. Som alt andet fiskeri var dette sæsonbetonet. Om efteråret foregik fiskeriet med drivende garn i bæltet, medens der om foråret blev udsat forankrede sildegarn i fjorden. Garnfiskeriet havde sin storhedstid i de to sidste årtier af 1800-årene, men det var langtfra noget stabilt fiskeri. Der er beretninger om år uden sild og år, hvor der var sild i mængder, så de blev uomsættelige. Afsætningen var i øvrigt stærkt påvirket af de øvrige sildefiskerier i Baltikum og Nordsøen.
Det skulle imidlertid vise sig, at den egentlige trussel mod bæltfiskeriet var den almindelige tekniske udvikling. I landene omkring Nordsøen blev der udviklet fiskedampere (drifters) til det havgående fiskeri. Disse var fuldt mekaniserede og der opstod ved århundredskiftet et fiskeri i meget stor målestok. De lokale fiskerier mistede herved deres betydning. Der var ikke grundlag for en videreførelse af sildefiskeri i bælterne eller udvikling af dette. Man var henvist til fortsat at skulde anvende mindre fartøjer, men ved indførslen af marinemotorer i de første år af 1900-tallet, fik bæltfiskerne mulighed for at omstille til et mere differentieret fiskeri.
Allerede inden århundredskiftet var der sket en omfattende redskabsteknisk udvikling som følge af den fremadskridende industrialisering. Der var blevet etableret adskillige dampvæverier, der havde fremstilling af maskinknyttet fiskenet som speciale. Garnfabrikkernes fremkomst gav mulighed for fremstilling af fiskeredskaber af hidtil uhørte dimensioner. Der blev konstrueret store fiskefælder af forskellige typer som fik fællesbetegnelsen bundgarn.
Hvad der helt konkret ligger til grund for udviklingen i 1890-erne har jeg ikke rede på, men det er en kendsgerning, at initiativrige mænd så hvilke muligheder, der kunne ligge i fjernfiskeri. Et togt med fiskeri i de islandske fjorde for øje udgik fra det sydfynske. I bogen ”Høst fra Havet” (1960) nævnes følgende (s. 222): ”I 1895 finansierede lensgreve Ahlefeldt-Laurvigen (Tranekær) et eksperiment med bundgarnsfiskeri ledet af Rudkøbing-fiskeren Hans Jensen”. Der nævnes i bogen summarisk en række togter, som fortsatte frem til 1905. Vi ved ikke, om Ferdinand deltog i det sydfynske eventyr. Ahlefeldt-Laurvigen var en fremtrædende dansk politiker. Hvis hans forsøg er foregået i offentligt regi eller i selskabsform vil oplysninger i form af mandskabslister m.m. være tilgængelige.
Historien lyder, at Ferdinand deltog i fiskeriet på Island, og at han sejlede saltet og tørret fisk fra Nordatlanten til England. Ud over at han har fisket, er der altså også den mulighed, at han har været ombord på en ”carrier” (forsyningsskib/transportskib). Følgende iagttagelse kan have forbindelse til dette sidste: Ferdinands 50 år yngre nabo fisker Johs. Jørgensen omtalte altid Ferdinand som ”Kaptajn Holmberg”.
Det er en kendsgerning, at Ferdinand på Avernakke Hage, lige over for sit hus, havde opstillet et stort torskebundgarn. Fiskeri med faststående redskaber har fra gammel tid tilhørt kystejeren. Hvor ejeren ikke selv benyttede sig af rettet (ålegårdsretten) til at fiske, lod han den udleje til frie fiskere. Ofte gik denne pladsleje i arv fra far til søn. Det er således en mulighed, at Ferdinand har overtaget pladsen efter August.
Ferdinand havde opstillet sin garnfælde med henblik på at fange levende torsk. At han supplerede denne med brugen af torskeruser vidner følgende historie (fortalt af sønnen Kar – med et glimt i øjet) om: En dag, hvor Ferdinand og Karl bandt torskeruser, var den lille Karl-Johan sat til at sætte tråd på bødenåle med løfte om, at han måttet gå ud og lege, når han var færdig. Imidlertid tømte de to nålene næsten lige så hurtigt som Carl-Johan kunne nå at tråde, så det var ikke meget, han fik leget den dag!
Sydfyn var i disse år blevet et centrum for den såkaldte kvasefart. Dette var sejlads og handel med levende fisk. Hos Ferdinand opkøbte kvaseskipperne de levende torsk, som herefter blev sejlet til Norge og afsat. Det forlyder, at Ferdinand selv har sejlet med sine torsk. Dette er usandsynligt, da hans fiskerbåd har været langt mindre end selv de små handelskvaser. Vi kan selvfølgelig ikke vide, om han på et tidspunkt har taget en hyre på en kvase (der eksisterer beretninger om endog meget store indtægter på denne fart, som var begunstiget på grund af sin korte sejladsdistance i forhold til f.eks. farten på Lofoten).
Det er fortalt (af Ella), at Ferdinand placerede overskuddet fra Islandsfærden (og måske kvasefarten) i opkøb af jord. Dette kan forklare den lave aldersrente, som han fik tilkendt i ca. 1922. Denne var indtægts- og formuebestemt
Ca. 1922 måtte Ferdinands bundgarn vige pladsen for en skibsbro og dæmning til tankdampere, og der findes ingen beretninger, som angiver, at han skulle have forsøgt sig med redskabet på andre pladser.
Få år senere udbrød den såkaldte tangpest. Med den ophørte stort set alt erhvervsfiskeri på Nyborg Fjord.
Mulig korrektion: Ove husker at have set portræt og levnedsbeskrivelse i forbindelse med et 25 års jubilæum i en gammel Familiejournal, som Iversine havde gemt. Oplysningerne om 40 år jubilæet kan herefter være ukorrekte.
Det vides (fra Ella), at Ferdinand havde en bæltsbåd. Både af denne type er vist på et gammelt fotografi fra Kerteminde. Det giver en idé om deres størrelse og viser deres særkende: At masten kunne lægges ned, når der blev drevet med garn. Hele sildesejladsen blev motoriseret i 1900-årenes første årti, men riggen bibeholdtes længe efter.
2021: Ved at søge i gamle aviser på Mediastream (på internettet) har vi fundet dette:
Udpluk af referat af Amtsrådets møde i Svendborg Avis/Sydfyns Tidende den 27. februar 1886. Der var mange punkter på dagsordenen. Her er punkt 69b:
“Fiskerne August og Ferdinand Holmberg i Nyborg have tilbudt Amtsraadet enten til Kjøb eller til Leje et af dem tilhørende ved Nyborg beliggende Hus, som de anse særlig skikket til at benytte til modtagelse af søværts ankommende Personer, der lide af smitsom Sygdom – Amtet har for Tiden ikke Brug for det tilbudte Hus.”