Helmer Holmberg

Helmer blev født i Nyborg den 3. april 1928 af forældrene Martin og Laura Holmberg.

Konfirmeret den 4. oktober 1942 i Nyborg Kirke.

Realeksamen tog han fra Nyborg Gymnasium, og blev siden uddannet til maskinarbejder i 1948 hos Aktieselskabet Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri.

Som lærling boede han på Lærlingehjemmet i Ranzausgade.
Det var i 1944-48.
Helmers fætter Leif Holmberg boede der også i sin læretid.
Han stod i lære i 1941-45, så de har boet der samtidig i 1944-45. (Find ham i menuen til venstre)

I 1951 blev han ingeniør på Københavns Maskinteknikum.
Værnepligten aftjente Helmer i flåden – på Holmen – i 1951-52.

Herunder har Helmer selv oplistet sin karriere:

Helmers CV:

Helmer blev i 1955 gift med Elisabeth Marie Petersen Helmer Elisabeth
i Maglebrænde kirke, og de bosatte sig i Køge, hvor de fik børnene Kirsten (1958) og Margrethe (1962), hvem vi skylder tak for mange gode oplysninger til slægtstræet om deres far og mor.

I Køge fik Helmer og Elisabeth et fint forhold til deres genboer, Hans Erik og Kirsten, som herunder har forfattet et par ord om venskabet:

I april 1969 købte vi hus på Konvalvej 14, Køge og blev dermed genboere til familien Holmberg i nr. 11.

Gennem mange år udvikledes et godt genbo-venskab. Med råd og dåd! En håndsrækning i ny og næ og en snak om ´livets gang´– på vejen – i byen og landet. Mest var det vel os, der nød godt af din fars viden og praktiske håndelag med vedligehold af villaer!!

En kær tradition i årenes løb var julehilsen om det passerede og ønske om godt nytår. Brev uden porto, men med julemærke.

Fra folk i Kjøge Miniby hørte jeg lovord om din fars indsats og betydning i opstarten af projektet.

I sommeren 1994 vendte vi hjem – solbrændte og opladede – fra ferien i Lønstrup. Ved indkørslen til vores hus, bød Helmer os velkommen hjem. Selv var han bekymret for sit helbred, fortalte han. ”men når man har nået så meget i livet: med hustru, 2 døtre, barnebarn-familie-villa og have – må man være tilfreds og glad. – Vi troede ikke rigtigt på, at Helmers tid var ved at løbe ud.

Men en efterårsaften 1994 ringede din far og sagde farvel. Og tak. Han priste Elisabeth for en stor pleje og pasning, så han undgik sygehus og plejehjem.

Jeg husker, da kisten med Helmer blev båret ud af stuen, sad vores dengang 23-årige søn Nikolaj ved klaveret og spillede – efter familiens ønske: – Händels: Largo.

Til det sidste var der stil og værdighed.

Venlig hilsen fra Hans Erik og Kirsten