Kystvej Søværts

Orientering 2005

Sag om pieren ved Lindholm Havn

Der har været et langt sagsforløb om pieren på Lindholm havn (pieren nærmest Kystvej).

For at alle medlemmer kender forløbet, vil jeg her give et kort historisk forløb.

Pieren og dermed arbejdshavnen blev anlagt i forbindelse med byggeriet af Storebæltsforbindelsens vestbro, og plangrundlaget herfor var et såkaldt landsplandirektiv (udstedt af miljøministeriet). Allerede inden anlægsarbejdet med arbejdshavnen gik i gang, dannedes der en gruppe borgere fra kvarteret, der her og under hele byggeriet holdt jævnlige møder med kommunen og entreprenøren på vestbrobyggeriet. Da byggeriet af vestbroen var overstået, og arealet skulle overdrages til brug for havn for Nyborg kommune fik gruppen aftalt anlæg af en støjvold - udretning af forløbet mod Kystvej - samt at Pieren ikke skulle være en del af en kommende havn, og at området ved støjvold og pier skulle være med adgang for offentligheden.
Arealet brugt til arbejdshavn havde på det tidspunkt status som areal indvundet fra havet, og det ligger som udgangspunkt i landzone.
For at et areal kan bruges til havn skal det ligge i byzone. Dette zoneskift sker via en lokalplan og et regionsplantillæg.
Grænserne i lokalplanen blev derfor efter ihærdigt arbejde fra beboergruppen lagt så arealet ved støjvold og pier ikke var en del af det area,l der blev overført til byzone.
Baggrunden herfor var, at undgå støjgener samt at området blev anvendt til "parkering" af diverse udrangerede skibe ol.

Efter at ADP overtog havnen har der været et par tilfælde, hvor selskabet har forsøgt at anvende pieren til havneformål, disse tiltag blev stoppet efter henvendelse fra Kystvej Søværts.
I forbindelse med at ADP ønskede at hegne hele sit område blev også pieren en del af det indhegnede område.
Dette protesterede Kystvej Søværts over med henvisning til de tidligere indgåede aftaler.
Efter en længere udveksling af meninger blev resultatet, at der i hegnet mod pier blev opsat en låge som sikrer offentligheden adgang som oprindelig aftalt. Lågen må kun låses/lukkes hvis der er helt konkret behov herfor.
Det viste sig, at denne låge straks efter opsætning var permanent lukket og låst. Det er der nu rettet op på efter fornyet henvendelse til havn og myndighedsudvalg, så lågen står nu åben og ulåst.

Status er således nu, at der som oprindelig aftalt er offentlig adgang til pieren, og at det endnu en gang er slået fast at pieren ikke er et område, der må bruges til havneformål.

At Kystvej Søværts følger dette meget tæt er for at undgå en stille glidning, så pieren en dag alligevel bliver til havneområde med de støjgener og evt. visuelle ulemper fra oplagte skibe dette ville medføre for området ved Kystvej.

Med venlig hilsen
Niels-Ole Madsen

 


 

Relevante dokumenter som pdf:

15. januar 1996

Indsigelser mod lokalplan 83

2005 Mailkorrespondance om hegnet og lågen
Januar 2005 Kommunens brev til havnen
  Lokalplan 83
  Lokalplan 222